Klokketårnet ved Torneå Kirke, 2 september.

Klokketårnet var den sydligste station. Herfra var der et godt sigte til toppen af Nivavaara og Kaakavaara hvortil de første sigter blev taget den 2 september 1736:
Søndag den anden var det klart vejr og meget fint til at måle de første vinkler…..
… For at lave vore observationer i fred gik hr. Celsius til kirken straks efter gudstjenesten og lukkede sig selv ind i kirketårnet. Hr. Maupertuis og jeg selv forestillede at gå en tur og gik op i klokketårnet hvor hr. Celsius, ventede på os. Vi havde sat kvadranten op nogle dage tidligere og vi havde tid nok til at fuldføre vore observationer inden aftengudstjenesten.

Nivavaara, 7 juli.

Fra toppen af Nivavaara kunne man se Klokketårnet i Torneå Kirke, toppen af Kaakamavaara, Horilankero, Avasaksa og Huitaperi.
Mandag den niende fik jeg soldaterne til at bringe mig stammer, som de fældede på bjergsiden: Jeg stillede dem skråt mod klippen, som var lodret, og omkring ni til ti fod høj.På bunden var der et stort klippefremspring som var lige og vandret, det tjente som gulv og seng i det kammer som jeg lavede at disse træer.
På toppen byggede man en pyramide af afbarkede træer som blev fæstnede i toppen. Pyramiden kunne bruges både som sigte station og som observatoirum.

Avasaksabjerget ligger i den tættest befolkede del af floden; flodbredden er mod syd i en afstand af 12 til 15 mil ekstrem bred og giver det bedste sted vi kunne ønske for en fremragende base, hvis endepunkter er synlige fra Cuitaperi og Avasaxa. Denne basislinje kunne kun blive målt om vinteren over isen.

Da vi kom tilbage fra kirke, fortalte man at skovene ved Horrilankero brændte; det viste sig at være sandt: efter aftensmaden så vi fra toppen af Avasaxa røg fra ilden; den forhindrede os at observere vinkler selv fra endepunkterne på basislinjen, eller at se Horrilankero…
…mandag den tyvende var røgen stadigvæk tyk. Stationen nedbrændte, men heldigvis havde man markeret dens position. Den blev genopbygget på samme sted den 21-22 juli.

Efter at have holdt pause og drukket noget mælk, gik vi videre klokken ti. Vi fortsatte i en båd tre mil hvorefter vi forlod floden for at krydse skov og klipperne mellem floden og vort mødested i Cuitaperi, som vi først nåede søndag morgen den femtende klokken tre.
Huitperi var et ubevokset højdedrag hvorfra der var et godt udsyn til Torneå og de allerede udlagte stationer.

Myggene plagede os her mere end noget sted tidligere. Foruden disse, var luften fuld af ekstremt små fluer, hvis stik blødte.For at kunne spise vort brød, vi havde ikke andet, var vi nødt til meget hurtigt at få hånden ind under det slør som dækkede vort ansigt; uden denne beskyttelse ville vi have været dækket med blod fra deres stik og have slugt lige så mange af dem som brødkrummer.

Den første besluttede vi derfor at lave et signal på det højeste punkt på Kittis; vi besluttede at fælde alle de træer som hindrede synet fra signalet til Pullingi…
…i huset i Saukola ville vi have været meget nærmere Kittis; men det tilhørte en fattig mand som ikke havde et eneste værelse ledigt til os. Camus købte hytten, brækkede det ned og bar alle stykker til bjærget, hvor det blev samlet til et observatorium hvor vi kunne placere sekstanten, og måle distancen fra nogle stjerner til zenit.
Det var ikke muligt at se stationen i Horrilankero, for at gøre sinaglet mere synligt måtte man flække træstammerne og stile dem med den hvide side udad.

Det var svært at nå hertil fra Kittisvaara. Vejen var overgroet med dyb mos og faldne træer.
Stedet var meget smukt. Maupertuis beskriver det sådan:
De smukke søer som omgav bjergene, og mange vanskeligheder vi måtte overkomme for at komme derhen, gav det et indtryk af en fortryllet Ø i et romantisk eventyr….… Vi var blevet bange efter at have hørt historier og jagende bjørne på stedet, men så ingen. Det gav snarere indtryk af et hjemsted for trolde og skytsengle.

Rejsen til Toppen af Kaakamavaara tog otte timer selv om afstanden kun var omkring 15 km. Toppen var bar og fuld af klippefremspring.
Det var krævede 8 medhjælpere til på skift at bære den to fods store kavdrant op på toppen.
Det var her de rejsede fik deres første virkelige møde med Laplands natur og de vanskeligheder som rejsen ville byde på.Toppen af Kaakamavaara var fyldt med kampesten og de måtte tænde et stort bål for at holde myggene væk.

Luppiovaara og Poilitorni er de to endestationer på basislinjen, afstanden er ca.14.5 km.
Linjen blev valgt fordi den ligger over en fjord der hele vinteren er isbelagt. Linjen blev målt af to hold med otte granrafter på 30 fod.
Så snart vi ankom til den nordlige grænse af basislinjen, mellem klokken ti og elleve, samledes vi for at begynde præcis i stationens centrum, og gik på isen udfor bredden nogle få toises afstand fra stationen. Vi delte os i to hold, hver bestående af 4 målere….…vi havde allerede målt 700 toises klokken halv tre, da natten kom. Denne dag var ekstrem kold, termometeret var på -18⁰. Da vi kom tilbage til basen drak hr. Monnier noget brandy af en sølvkop og hans tunge klæbede fast på en sådan måde at det rev huden af.